Logodesign til PayBuddy

Logodesign og redesign af hjemmeside
PayBuddy logo
PayBuddy app betaling
PayBuddy app icon

Logodesign til PayBuddy

I efteråret 2020 designede jeg et nyt logo til virksomheden PayBuddy. PayBuddy leverer kontantløse betalingsløsninger til møntautomater – primært til spillemaskiner og morskabsautomater, men også til vaskerier, campingpladser og snackmaskiner. De havde i forvejen et logo, der blot var en skrifttype, som ikke var ændret eller tilpasset brandet og derfor ikke fremstod unik eller formidlede deres værdier.

Så jeg blev hentet ind til både at give både logo og WordPress hjemmeside en overhaling. Den nye hjemmeside kan ses her https://paybuddy.dk

Hvis du vil læse om redesignet af hjemmesiden, så klik her.

Idégrundlag
Logoet bygger på idéen med at vise bogstaverne “p” og “b” som en mønt på vej ind i et møntindkast. Jeg syntes, der lå en god symbolik og tanke i at holde fast i mønten, som er det primære betalingsmiddel, man går ind og erstatter med PayBuddys app/produkt.

En hyldest til mønten
Fordelene ved at bruge kontantløse betalingsformer overstiger i dag naturligvis det at skulle rende rundt med mønter, så symbolikken med mønten er mere tænkt som en slags hyldest til, hvad mønten kunne dengang “i gamle dage” … og måske stadig kan for børn og barnlige sjæle. Så derfor har jeg ført symbolikken med ind i logoet.

Fokus på at anvende logoets symbol i designsammenhænge
Møntsymbolikken kan også bruges som en slags ekstra oplevelse for brugeren i andre sammenhænge, fx som vist i app-mock up’et, med mønten man swiper ind i møntindkastet ved overførsel af et beløb. Det giver brugeren en unik oplevelse, fremfor hvis der blev anvendt standardgrafik. Det tilføjer lidt ekstra kant i forhold til måden at bruge brandet og designet på. Eventuelt kan man tilføje en “betalingslyd”, som kunne være lyden af en mønt i et møntindkast.

Oplevelsesdelen
Jeg har tænkt en del over hele oplevelsesdelen ved at bruge mønt-automater. Mange husker den fornemmelse en hel bunke mønter i hånden gav. Tyngden af dem i hånden (så man følte sig rig, når man havde vekslet en 20’er til småmønter). Lyden af dem når de blev smidt i automaten og magien startede, så snart mønten ramte bunden … spillet der gik i gang, vaskemaskinen i møntvaskeriet eller bruseren på campingpladsen. Selv min datter på 5 år elsker at lege med mønter, stable dem, lægge dem i orden og derefter putte dem ned i sparebøssen igen. Og husker selv, at jeg som barn var med på vaskeriet af en eneste grund: At putte mønten i maskinen.

Og mønter er ikke bare mønter, de repræsenterer også det land, de oprinder fra, og mange følelser kan være forbundet med dem.

Så jeg syntes, det var oplagt at udnytte de mulige ESP’er, altså emotionelle salgsfordele, der kan knytte sig til hele den oplevelse og dét som mønten repræsenterede. Og ingen af konkurrenterne gør det, så det er endnu en mulighed for at skille sig ud.

Subtil symbolik
Mange gode logoer rummer en symbolik, og nogle gange springer det lige i øjet, og nogle gange ser man det først senere, og måske slet ikke. Men det gør nødvendigvis heller ikke noget. Det samme kan man sige med PayBuddy logoet. Når man ved det med mønten, så er det nemt at se. Ligesom den skjulte pil i det prisvindende FedEx logo, mange ser den ikke til at starte med, men når først man ved, den er der, så træder den tydeligt frem.

Farvevalg og logotype
I forhold til farver har jeg holdt fast i den cyanblå farve fra PayBuddys gamle logo, og den mørkeblå som også indgik i det gamle logo er tryllet om til en mørk lilla. De to farver klæder hinanden, og vi kommer væk fra “Paypal” farverne. Så vi har den cyanblå som repræsenterer den mere seriøse businessdel af virksomheden, og vi har den lilla som repræsenterer det uformelle, legende og sociale element. Den lilla farvesymbolik understøtter også ordets betydning, “Buddy”, en ven.

Til logotypen har jeg valgt en minimalistisk og moderne font med en ren cirkulær form i bogstaverne p, a, b og d, så skriftbilledet kommer til at fremstå visuelt ensartet og konsistent. Jeg har været inde og tilpasse bogstaverne, så de fremtræder ekstra bløde og venlige.

App-ikon
Derudover har jeg udviklet et app-ikon til brug på mobilen, men også til brug som profilbillede på Facebook, hvor man kun har et meget lille udsnit til at skabe hurtig visuel genkendelse.

 

 

 

 

 

Category

Logodesign