Actory – bæredygtigt logo

Samarbejde med Studenterhuset og Københavns Universitet
Actory logo
Actory - udvikling
Actory piktogram til projekt under udvikling

Actory – bæredygtigt logo

I december 2020 designede jeg et logo til Studenterhuset i København i forbindelse med et treårigt bæredygtighedsprojekt, de har sat i søen i samarbejde med Københavns Universitet. Projektet går ud på, at de studerende i tværfagligt samarbejde, og med inddragelse af lokale virksomheder, skal skabe bæredygtige løsninger, der imødekommer aktuelle problemstillinger.

Så det var nærliggende for mig også at tænke bæredygtighed ind i selve logodesignet. Og selvom graden af bæredygtighed i et logo jo primært er af symbolsk karakter, så var det en sjov grafisk udfordring at give mig selv – og samtidig ville et bæredygtigt udformet logo understøtte essensen af hele projektet.

I idéudviklingen har jeg taget afsæt i “vugge-til-vugge” filosofien, hvor man genanvender det, som ikke længere er nødvendigt eller brugbart i den gamle sammenhæng for at bruge det i nye sammenhænge. Så den cirkulære tankegang er tænkt ind i designet, og der er kun tilsat minimalt af nyt grafik. Se grafikken med udviklingen af logoet, hvor den grønne farve viser, hvor lidt jeg har tilføjet af nyt.

Og genanvendeligheden ligger i, at jeg har genbrugt elementerne i det “F” i Factory, som ikke længere er nødvendigt. For her skal ikke tænkes på en fabrik i traditionel forstand, men et sted hvor der produceres bæredygtige handlinger. Deraf navnet: Actory.

F’et er brudt ned i tre dele og med lettere bearbejdning er de omdannet til tre dominobrikker, der viser den kædereaktion af bæredygtige handlinger, man forventer at kunne sætte i gang med projektet her.

Foruden symbolikken med dominobrikker, kan brikkerne også ses som bøger. De fysiske rammer om projektet er både Studenterhuset og Københavns Universitetsbibliotek “Fiolen”. Så bøgerne har en vigtig status, da de udgør de fysiske rammer og også rummer noget af den viden, de studerende bruger til at danne nye løsninger ud fra.

Jeg har også udformet fire piktogrammer med udgangspunkt i de tre dominobrikker og A’et i logoet. De illustrerer, hvor i fasen et projekt er fra opstart til afsluttet forløb. De vises på hjemmesiden under “Projekter”, så man kan følge med i de enkelte projekters fremskridt.

Foruden logoet har jeg også i de første måneder af 2021 designet en hjemmeside til projektet. Hvis du vil læse om udviklingen af hjemmesiden så klik her.

Du kan se Actorys hjemmeside her.

Jeg har også udarbejdet plakater til projektet til brug på fællesarealerne på Københavns Universitet. Du kan se plakaterne her.

Category

Logodesign