Logo til DJ, producer og iværksætter, Peter Guse, aka MJØLNER, udformet i efteråret 2018.
Peter kom til mig med en håndtegnet skitse, han gerne ville have realiseret (vist her på siden). Den forestillede Thors hammer, der svingede rundt og efterlod fartstriber, som også kunne ligne rillerne i en roterende vinylplade. Ideen og symbolikken var sådan set i orden, men jeg fik frie hænder til at fortolke hans visioner, værdier og tanker.
Efter en skitseproces, hvor jeg havde været rundt omkring de forskellige stikord, jeg havde fået at arbejde ud fra, så vendte jeg tilbage til Peters egen idé. Den havde det rette potentiale til at indfri de værdier, der kendetegnede ham og understøttede samtidig hans kunstnernavn, MJØLNER. Og når personlig branding er en vigtig del af ens professionelle virke, så må logoet gerne afspejle mennesket bag. Så min opgave var at forvandle skitsen til et grafisk brugbart symbol.
Nogle af de væsentligste stikord var blandt andet kontraster og modsætninger. Det samlede logo, altså symbol og logotype tilsammen, skulle udtrykke kontrasten mellem feminin og maskulin, styrke og skrøbelighed, voldsom og afdæmpet – og gerne visuelt pakket ind i nordisk mytologi.
Vinylpladen, der drejer, er et ikonisk billede på DJ’s. Symbolet har dog fået sit eget helt unikke udtryk, netop på grund af den dobbelte symbolik, hvor det både kan ses som den roterende hammer, men også som den snurrende vinylplade.
Ligeledes tegner symbolet også bogstavet “Ø”, og i logotypen har jeg lagt vægt på at finde en skrifttype med et helt rundt “Ø”, så det matcher symbolet med den runde vinylskive og hammerens retning. På både hammer og logotype er anvendt runetegnet for bogstavet “M”. Runeskrift for “M” også kaldet “Mannaz”. Betydning: Man, human, mankind.
I symbolet har vi det rå, bastante, dynamiske, maskuline og med direkte association til nordisk mytologi med Thors hammer, MJØLNER. Og selve logotypen står i kontrast til det markante og solide symbol med sin finhed, enkelhed og lidt statiske og feminine udtryk.
Runetegnet går igen i logotypen, så denne også fremstår unik og ikke blot fremstår som en helt alm. skrifttype. Ligeledes har jeg været inde og justere lidt på skriften, så den får sit eget udtryk.
Peter havde et ønske om at logoet skulle være indigo blåt, og da konkurrenterne ikke bruger den, faldt valget på den farve.
Samarbejdet med Peter har været fantastisk på alle niveauer, fagligt som menneskeligt.
Her følger Peters udtalelse om vores samarbejde:
“Det har været fedt at samarbejde med Isabel omkring design af mit logo. Hun er åben overfor de kreative muligheder i projektet, samtidig med, at hun er dygtig og effektiv. Man kan tydeligt mærke hendes store erfaring på området og det deraf følgende fokus på vigtige praktiske detaljer i hendes designs. Desuden var jeg imponeret af hendes indlevelsesevne, for hun fangede undertoner ift. min person og mit firma, selvom det ikke var noget, vi havde talt om specifikt. I det hele taget har processen været fokuseret, legende og ligetil.”
Og her er den første respons jeg fik efter at have sendt logoskitserne afsted:
“Jeg er begejstret! Det er en cadeau til mig, at du har beholdt den oprindelige idé. Og godt for mig at vide, at du har prøvet alt muligt, for at havne dér igen. Logoet er lækkert og har et fedt udtryk. Jeg kan fuldstændigt genkende mig i det og elsker, at du har gjort det endnu tydeligere, at det er en vinylplade der er tale om. Også at ø’et er blevet en naturlig del af både logo og logotype, og at de spejler hinanden.
Desuden elsker jeg, at du har fået “M” runen med ind i designet. Det er jo en helt oplagt mulighed, for at gøre både hammeren og kunstnernavnet endnu mere nordisk. Og betydningen af runen svinger så godt med hele mit ambitionsniveau. Dét, at være kunstner og performer for mig handler først og fremmest om at være menneske, og den rejse vi allesammen er på. Godt ramt!
Som jyde er jeg jo lidt fortørnet over, at der ikke er en eneste rettelse jeg kan kræve, for det har jeg jo også betalt for. Men det kan jeg altså ikke! Og jeg plejer ellers altid at kunne få øje på små æstetiske unøjagtigheder!
Eller sagt på en anden måde: Logo og logotype er helstøbte. Der er balance og harmoni i designet. De har begge det udtryk de skal have. Der er faktisk ikke så meget mere at sige om det.”
Logodesign